Fagligt program

Det vil du lære på campen

Deltagere og maskot Minken Mink følger med i forelæsning på CSC 2022. (Foto: UNF)

Hjælp til algoritmeopgaver på CSC 2022 (Foto: UNF)

På campen vil du tage 3 forskellige kurser: Introduktion til Programmering og Algoritmer, Boolesk Logik og Raytracing. Det faglige team har udvalgt disse emner til jer, fordi de selv er entuatiastiske om dem, så du kan godt glæde dig til en uge med engageret undervisning!

Undervisningen består af forelæsninger og øvelsestimer, hvor det faglige team vil hjælpe dig med at løse opgaver. Vi er meget søde og tålmodige (når nu vi selv skal sige det), så vi skal nok hjælpe dig lige så meget, som du har brug for! Nedenunder kan du læse mere om indholdet i de tre kurser. Hvis du har flere spørgsmål til det faglige (entusiasme, nice!), så er du altid velkommen til at skrive til info@csc.unf.dk.

Introduktion til Programmering og Algoritmer

Selvom computere driver meget af verden, så er de ikke så kloge, som man måske kunne tro. Grundlæggende består alle computerprogrammer af en liste af instruktioner, som computeren følger én af gangen. Computere kan dog ikke afvige fra disse instruktioner, så det kræver lidt øvelse at skrive gode programmer.

På UNF Computer Science Camp behøver du ikke at kunne programmere på forhånd. Vi lærer dig i dette fag både at tænke i algoritmiske løsninger og at oversætte dine løsninger til programmer. Dette fag er en introduktion til programmering i sproget Python. Her vil du stifte bekendtskab med ting som variabler, løkker, betingelser og funktioner, der alle er vigtige byggeklodser, som programmer sættes sammen af. Med lidt god vilje kan du med kun disse få værktøjer selv skrive programmer, der løser virkelige (eller sjove) problemer. Hvis du allerede har programmeret før, så bare rolig - vi planlægger også nogle lidt mere udfordrende opgaver, så du kommer ikke til at kede dig!

En anden vigtig del af kurset er at introducere dig for begrebet algoritme, som du måske har hørt om før. Det er mere komplekst end vi lige kan summere her, men vi viser jer nogle smarte algoritmer og programmeringsteknikker ud over basal programmering.

Boolesk Logik

“Som identifikation skal du bruge dit kreditkort og pas eller kørekort”

Ovenstående sætning kan måske give anledning til forvirring - skal man bruge kortet og så enten pas eller kørekort, eller kan man bruge kørekortet for sig selv som identifikation? Problemet kan beskrives som et spørgsmål om regnearternes hierarki - ligesom gange binder stærkere end plus kunne det være rart, hvis “og” bandt stærkere end “eller” eller omvendt.

Boolesk logik er en matematisk måde at beskrive logiske udtryk som f.eks. den ovenstående erklæring af gyldig identifikation. Fordelen ved at bruge Boolesk logik frem for et naturligt sprog som dansk er, at logikken er entydig. Den indeholder nemlig regler for, hvordan sådanne udtryk skal læses (kørekortet i sig selv er desværre ikke nok). Vi møder også satisfiability problemet for logiske formler, et problem der er både teoretisk og praktisk vigtigt - det er tæt forbundet til P versus NP problemet, som har dusør på en million dollars, hvis man lykkes med at løse det.

Raytracing

Hvad har Pixar-film, moderne computerspil og arkitekturtegninger til fælles? De bruger alle sammen computergrafik, og de ser allerbedst ud, når de bruger det såkaldte “raytracing”. Raytracing har eksisteret i flere årtier, men kendskabet til det er blevet mere udbredt gennem spil såsom Minecraft RTX eller memes som “RTX on/off””.

Raytracing er en metode, hvormed vi kan simulere lys og dets bevægelser i en computer. Det gør, at vi kan tegne verdener i 3d med lys, der opfører sig på samme måde som i den virkelige verden. Realistiske skygger, refleksioner osv. medvirker alt sammen til at generere langt mere fotorealistiske billeder, og det kan raytracing hjælpe os med.

Kurset kommer til at fungere som en introduktion til raytracing, og i løbet af ugen vil I få undervisning i det teoretiske fundament bag raytracing, men I vil også lære selv at bruge raytracing til at skabe billeder af en simpel 3d verden med en realistisk simulation af lys.

Programmering på CSC 2019 (Foto: UNF)

Denne side er sidst opdateret d. 4. marts 2024 af MWK

På UNF Computer Science Camp 2023 vil du blive undervist i følgende:

  • Introduktion til Programmering og Algoritmer
  • Boolesk Logik
  • Raytracing

Emnerne er planlagt og undervist af frivillige universitetsstuderende. Du kan læse mere om underviserne og vores andre arrangører her.

Første time i Introduktion til Programmering på Computer Science Camp 2018 (Foto: UNF)

Undervisning som på universitetet